Visiteringsprocedure
Når vi på Birkely har en ledig plads, kontakter vi Jammerbugt kommune og tilsynskonsulenten.
Vi har dog altid løbende kontakt med de omkringliggende kommuner, således at de ved, hvornår der er en ledig plads i sigte.
Vi har udarbejdet en folder der kan rekvireres ved henvendelse til Birkely.
Efter henvendelse om en eventuel ny beboer, modtager vi skriftlige sagsakter om aktuelle situation, suppleret med eventuelle speciallægeerklæringer og/eller psykolog tests, udtalelser omkring tidligere indlæggelser.
Såfremt vi vurderer, at personen ville kunne passe ind i vores nuværende beboergruppe, aftales der et formøde med personens sagsbehandler, evt. forældre og forstander.
Ved formødet orienteres den unge om vilkårene ved at bo på Birkely,hvorefter der er mulighed for en rundvisning.
Efterfølgende punkter er vigtige for Birkely at få frem på formødet:
- Forventninger fra Birkely til den kommende beboer og omvendt.
- Orientering om den første tid på Birkely. (Individuelle hensyn ifht. beboerens trivsel, dagsrytme, dagsskema, weekend/ferier, ferierejser/behandlingsture, botræning og husregler.)
- Præcisering af Birkelys godkendelsesskrivelse, herunder beboerens rettigheder i forhold til myndighedsloven.
- Personalets arbejdsbetingelser i forhold til lov om tavshedspligt og magtanvendelse. Vigtigheden i samarbejdet med beboerens familie og fx tidligere botilbud og dagtilbud.
- Orientering om opfølgningsmøde efter tre måneder med sagsbehandler fra kommunen, forældre og andre.
Efter forbesøget følger der en periode, hvor der vurderes fra begge parter, og når begge parter er afklaret ifht. indskrivning på Birkely, aftales der en indflytningsdato, eventuelt forudsat af endnu et besøg på Birkely.
Et prøveophold af en eller flere dages varighed inden visitation/indslusning kan evt. foranstaltes, såfremt det vurderes nødvendigt for at fremme beslutningsprocessen.